13.03 Tyske turister

Vi vaagnede saa paa toppen af Bluff's point lookout. Vejret havde bedret sig lidt. Der var blevet klart, men blaesten var der stadig. Og koldt. Der var hundekoldt. I loebet af natten havde vi begge kravlet i mere og mere toej, saa til sidst havde Therese ikke mindre end 3 troejer paa!
Efter en morgenmad med 270 graders udsigt over bugten samt helt over til Stewarts Island fik vi gang i den nu genopvarmede bil, paa vej mod naeste destination, Dunedin.
Herfra kunne man vaelge The Scenic coastal route, en hovedvej med mange kurve, eller den noget mere lige motorvej. Det blev motorvejen. Og med stor glaede. For denne koerte ind i landet, igennem de mange kaempe gaarde som praeger landskabet her i syden. Der er flere faar end mennesker paa NZ og det er vist her de allesammen gemmer sig. Uanset hvor du kigger hen, saa er der faar overalt.
Men desvaerre sker der ikke meget andet spaendende paa en motorvej, saa turen til Dunedin gik uden de helt store oplevelser. Men landskabet var endnu engang helt unikt.
Dunedin er sydoens anden stoerste by efter Christshurch. Med meget skotske aner er der mange byggerier fra omkring 1900 som stadig staar og pynter i byen. Bl.a. banegaarden, St.Pauls Cathedral og City Hall som noget af de flotteste.
Men sightseeing maate vente! Vi havde nemlig hoert at Cadbury's Chocolate Factory laa i byen og man kunne komme med paa en rundvisning. Det skulle vi proeve.
Men med saa mange andre ting i NZ naar det nu er turist saeson, saa var det knapt med plads paa deres rundvisning. Vi bsluttede for at tage foerste tur dagen efter og vente med choko chokket. Istedet ville vi se os lidt omkring i de flotte omgivelser omkring Dunedin, nemlig Otago Peninsula.
Men hvad hjaelper det naar der ikke er batteri tilbage i kameraet. Saa vi tog en faelles leder beslutning om at tjekke ind paa en Campsite for at faa et bad og lade kamera op, inden for meget sightseeing. Pladsen vi fandt ligger helt ude paa spidsen af Otago Peninsula. Saa efter et hurtigt bad og 1/2 times kamerasopladning var det afsted igen. Halvoeen er kendt for flere flotte udsigtssteder samt en masse dyrliv. Saa vores foerste stop skulle vaere spidsen.
Paa vejen ud til spidsen fik James oeje paa et eller andet paa stranden som vist nok ikke var en fed tysk turist. Og rigtigt nok, efter naermere inspektion, vidste det sig at vaere en Soeloeve. En stor soeleove. Men de loeber jo ikke saa staerkt, saa frygten var ikke saa stor som med de rigtige loever i Afrika og vi kunne komme meget taet paa.
Ved spidsen skulle der ligge en Albatross koloni. Men den tager de jo penge for at besoeg. Saa vi matte noejes med at se dem flyve rundt omkring os istedet. Det er et skoent syn. De er jo kaempe store selvom de var 100m fra os. Godt vi har en kiggert med. Vi fik ogsaa oeje paa en hel del sael familier som laa og slappede i eftermiddagens solen.
Men saa kom regnen og blaesten ogsaa til denne del af oeen. Og blaesten blev ogsaa saa staerk at regnen stod vandret 'ned'. Saa vi skynede os tilbage til bilen og fortsatte vores tour de Otago.
Naeste stop skulle vaere pingviner. Men James klodsede i routen og vi endte et andet sted ved 'Lovers leap'. En hoej klippe ud til havet. Idet ingen af os havde lyst til at springe ud vendede vi ogsaa her meget hurtig tilbage til bilen og ud af regnen.
Vejret havde ikke udsigt til at blive meget bedre. Saa idet klokken nu var blevet 1800 besluttede vi os for at tag tilbage til de sikre omgivelser paa campsiten og faa lidt aftensmad.
Den lokale 'super'markede havde intet at byde paa, saa det blev rester kogt sammen i en gryde. Skyllet ned med de sidste oel og lidt hvidvin. Og efter endnu mere taesk i kortspil til Therese, kunne vi kravle i seng og haabe at kulden ville skaane os denne nat.