Klokken kl.07.00 ringede vaeggeuret. Penny skulle op og afsted paa arbejde, og vi ville gerne have en chance for at sige paent farvel. Fik os ogsaa et kodak moment ude paa terrassen, hvor vi samles til et evigt minde foto:-)
Koerte efter afsked med Peter og Penny afsted mod ”The Blue Mountains”, to timers koersel fra Sydney. Disse bjerge er flade paa toppen, som mange i Australien, saa oppe paa toppen er der veje, butikker og alt hvad "normale" byer indebaerer.
Var allerede fremme ved middags tid, men kunne ikke tjekke ind saa tidligt. Det var jo saadan set ogsaa ligemeget. Vi tog os en picnic frokost i bilen og gik afsted paa oplevelse i det skoenne natur.
Gik afsted til ”The prince Henry walk” og derud af til noget kaldet Echo point, hvor de beroemte ”three sisters” staar. Herfra gik turen ned af 900 trin mod bunden af dalen. Paa lyden af andres stoennen, var vi glade for vi ikke gik turen opad! Turen nede mellem traerne bragte os til
"the scenic railway", som siges at vaere verdens stejleste railway, oprindeligt bygget som kul transport middel. Denne tog vi saa op til toppen af bjerget igen. Efter den lange gaatur, var 900 trin opad ikke saa tiltalende. Paa den noget nemmere vej tilbage til vores backpacker kom vi forbi vandfald og et par skoenne look outs over de blaa bjerge. (Til de nysgerrige kan vi fortaelle at de hedder blue mountains paa grund af eucalyptus oliedampe i luften).
Da vi fandt tilbage til vores startpunkt havde vi vaeret paa tur i 5 timer, og da Therese saa mente vi fortjente en kold oel var James straks med paa ideen. Men oel er meget dyrt her i Australien, saa det blev i stedet til flaske roedvin paa tilbud. Den noed vi saa mens vi spillede kort i faelles stuen. Det var nu heller ikke daarligt med et glas roedvin til aftensmaden bestaaende af koteletter, groent og kartofler.
Deler vaerelse med 4 andre gutter, haaber ikke at der er nogen som snorker!!
21 april 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Kyllinger, jeg gik ned 3 steder og op 2. Den sidste tur op var med banen efter at have set kulminen og udstillingen.
Da jeg startede min første tur ned, kunne jeg ikke helt forstå tidsangivelsen med den tilhørende længde. En ben-amputeret måtte være i stand til at "gå" en tur på 2-3 km på 1½-2 timer. Større forståelse efter at have nået bunden og vide at der er lige så langt op.
Ændrede mit ambitionsniveau fra 5-6 udsigtspunkter til de 3 jeg nu nåede på en hel dag.
Send en kommentar