Af gæsteskriver Jane - Thereses mor.
Onsdag den 27.6 besluttede vi skulle være en slappe-af-ved-poolen dag - så det gjorde vi. Men men men det blev ligesom lidt regnvejr ved 11-tiden, så vi gik op og så var vi parvis hver for sig i dagens løb. Regnvejret varede dog ikke længe, men Johnnie og jeg fortsatte med at dase/læse på værelset, så efter et par timer bankede de unge på døren,og sagde de havde fået "klavs" på værelset og at de gik til byen. Her spiste de frokost på McD - ja, den er allevegne. Da de efter nogen timer kom tilbage til hotellet, var vi så gået til byen, så da gik de ned til poolen igen, hvor der lige kom endnu en regnbyge, som de da bare svømmede rundt i poolen under.
Vi var nået ind til byen, da regnen kom denne gang, og vi fandt ly i en restaurant, hvor vi fik noget at drikke, mens det blæste totalt op, mørke skyer kom "susende" og pludselig kom regnen bankende ned. Meget fascinerende syn at følge med denne blæsen op og mørke først. Og personalet i restaranten vidste præcis, hvordan der skulle skærmes, og der var gennemsigtige store "rullegardiner", der blev rullet ned langs halvtaget. Men igen - var det overstået på under ½ time - så skinnede solen igen med kraftig varme. Og bagefter bliver der fejet og fejet, for hold op hvor blæses der mange blade ned allevegne under regnskyllene/blæseriet.
Johnnie og jeg gik rundt og så på malerier. Der er forretninger, hvor de sidder ved staffelier og maler diverse reproduktioner efter billeder i bøger. Rigtig flotte malerier i alle størrelser. Vi fandt hurtigt et tiger-hoved, som vi begge faldt for. Det kostede lige under 300 kr!! Det er da for vildt. Vi fandt også et par andre billeder, og besluttede at tænke lidt over hvad vi ville vælge de næste dage.
Til gengæld tænkte vi ikke længe over at få en thai-massage på et klinik-agtigt lignende sted midt i byen. De tilbød forskellige slags massager (thai, bali, fødder/ben, nakke/skulder), manicure, pedicure, hårklip, fodscrup og og og. Vi besluttede os for en thai-massage hver, hvilket for os begge tilsammen kostede under 100 kr! Vi blev iført noget rart løst tøj, og lå så der på en madras ved siden af hinanden midt i forretningen ved siden af andre, der blev masseret. Og i lænestole lige overfor sad dem, der fik fod/benmassage, manicure osv.
Det var skøøøønt - men anderledes. Faktisk vidste jeg ikke, jeg kunne foldes så meget og så forskelligt sammen, ej heller vidste jeg, at det er rart, at en anden går/står oven på mig, og at jeg har SÅ mange muskler (som nærmest alle var ømme..) i min krop. Det ved jeg nu - for de allerfleste tryk, gnidninger og foldninger gjorde ondt - men på den gode rare måde. Afsluttede med hovedbundsmassage!!! Vi besluttede, at det absolut ikke var sidste gang, vi skulle derind..
Hjemme igen på hotellet "fandt" vi igen hinanden, og først måtte Therese og jeg bruge noget tid på en snak om praktiske ting omkring udlejningen af hendes lejlighed (som nu var lejet ud) via en tlf.samtale med Teddy hjemme i Danmark. Dette tog jo lidt tid - så kl. blev mange, inden vi gik for at finde noget aftensmad. Det viste sig svært at finde et åbent sted ml. de restauranter, der var i rimelig afstand fra hotellet. Men til sidst fandt vi et lille meget lokalt sted. Johnnie og jeg lærte udtrykket "plastic-stole-spisested" af de unge - det er de lokale billige steder:-) Det var dette her - og det var fint og vildt billigt. Vi spiste alle varm mad, fik øl og vand og det blev 75 kr! Mens vi spiste (de lavede maden nærmest ude i restauranten ved indgangen) blev der pludselig renset en fisk - af med hoved, hale og renset den blev. Det var til en anden kunde - det kan man da kalde frisk fisk!
Hjemme igen tog Therese, James og jeg igen et spil Kasino og igen var det den, der først fik 50 point, der ville være vinderen. Efter flere spil stod den rimelig lige - og pludselig efter et spil, stod den 50-50-50!!! Det er da for vildt. Så tog vi et enkelt spil mere - kun et - for at finde en vinder. Jeg var her ret sikker på, at Therese havde fået en del point, så jeg prøvede at spille for hun ikke skulle få flere end mig - og så vandt James:-) Med 1 point:-)
Og det var så den onsdag.
02 juli 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar