Af gæsteskriver Jane - Thereses mor.
Torsdag den 28.6 blev endnu en sol/slappe/pooldag om dagen. Der var ind i mellem små skyer, men ikke mere end at der flere gange måtte krop-afkøles i poolen. Faktisk skinnende solen fra en noget skånelsesløs himmel - synes jeg:-)
Om eftermiddagen var Therese og James en tur til byen, hvor de bl.a. spiste frokost et lokalt billigt sted - det skulle hjælpe os om aftenen! Johnnie og jeg var primært magelige dagen igennem og spiste frokost på hotellet.
Da vi var samlet igen, besluttede vi at booke en heldags guided tur til dagen efter - dette kunne gøres på hotellet. Der var en skranke med diverse brochurer, vi allerede havde læst igennem, så det var nemt at beslutte, hvad vi helst ville. Turen blev booked - 215 kr pr mand, så med de billige lokale priser var vor forventninger høje. Mere herom i morgen.
Herefter gik vi allesammen igen til byen - jeg havde ingen ordentlige "vandfaste" sandaler - så det var et af målene. Jeg skulle jo være klar til dagen efter! De blev efter lidt søgen fundet i den rigtige størrelse, og desuden fandt vi en vandtæt dykkertaske til Johnnie.
Efter en del kiggen på butikker, hvor vi også viste Therese og James de malerier, vi primært var lune på, luntede vi hjemad igen. Vi skulle dog lige have hævet nogen kontanter på en af de mange hæveautomater, der er på hovedgaden. Intet problem.... Bortset fra at jeg - som kan huske min kode - ikke havde mit Visa-kort med i byen, for det havde Johnnie - som bare ikke kunne huske sin kode... Flere forsøg - no luck.
Heldigvis havde James lidt kontanter, vi havde absolut kun småpenge tilbage. Tilsammen havde vi ca 600 bath - svarende til 100 kr. Så vi besluttede at ville spise på det lokale sted, Therese og James havde spist frokost, da de vidste, dette var vildt billigt. Ja, det var plastik-stole:-)
Så det gjorde vi - og vi "delte" pengene imellem os - så vi hver havde 150 bath at spise/drikke for. Det gik der totalt sport i - det var sjovt. Alle fik sodavand eller øl efter ønske, alle fik aftensmad og blev mætte, James havde endda "ofret" sin øl til en sodavand, så han havde "råd" til en milkshake til dessert. Og fordi vi sådan allesammen gik op i at være sparsommelige, endte det med, at regningen blev på sølle 415 bath = 69 kr. Er det ikke vildt???
Forresten må det lige nævnes, at vi ikke kunne finde ud af/blive enige, om vor meget søde og høflige servitrice var af hunkøn eller hankøn.....:-)
Hjemme igen gik vi i seng på et rimeligt tidspunkt vel vidende at uret ville vække os dagen efter til vor heldagstur.
Og det var så den torsdag.
02 juli 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar